Om mig

Jette Tømmerup

kunstterapeut, Arkitekt og billedkunstner

Jeg afsluttede i 2012 uddannelsen som diplom kunstterapeut med speciale og eksamen fra Institut for Kunstterapi ved Vibeke Skov. I 2020 har jeg fortsat individuelle forløb med kunstterapi her i Rønde. Som noget nyt starter jeg i 2021 en drømmegruppe op her i Rønde. Kontakt mig hvis du er interesseret.

Jeg arbejder med billeder, skriver og læser en del. At stille spørgsmål, at være nysgerrig på livets store spørgsmål og ikke mindst mit behov for at udtrykke og bearbejde hvad jeg oplever i billeder og tekst er med til at forme mit liv. Det har givet mig store erkendelser gennem tiden og hjælper mig til at være i verden. Jeg oplever stor glæde og lethed når jeg arbejder med mine billeder, men også dyb smerte.

Jeg arbejder i forskellige materialer. Mine billeder bliver til i en kreativ proces, hvor jeg arbejder med symboler, fortællinger, indtryk fra naturen eller følelsesmæssige tilstande. Det indre univers er ofte min inspiration. Nogle billeder er færdige på kort tid andre kan tage måneder. Jeg har, så langt tilbage jeg husker, haft behov for at udtrykke min personlige udvikling i tekst og billeder.

Min personlige rejse gennem livet bliver til billeder og tekster, som jeg oplever andre mennesker har fornøjelse og udbytte af. Det glæder mig meget, men det er ikke mit primære formål med at arbejde som jeg gør.

Uddannelser m.m.
Ved årsskiftet 2017 har jeg valgt at starte på efterløn og jeg har dermed afsluttet mit arbejde som arkitekt ved Aarhus Kommune, Center for Byens Anvendelse, Team Grøn Drift. Det har været 4 år med spændende arbejde og skønne kolleger.
Jeg afsluttede i 2012 uddannelsen som diplom kunstterapeut på Institut for Kunstterapi. Uddannelsen har forenet mine interesse for at arbejde terapeutisk med billeder, psykologi, krop og tro. Eventyr, myter og symboler åbnede sig. Uddannelsen har haft stor betydning for mig både personligt og som terapeut og underviser. Jeg har været 10 år undervejs. Jeg startede i 2002 på det første kursus og afsluttede den egentlige uddannelse i 2006. Derefter arbejdede jeg i nogle år. I 2011 gik jeg på overbygningen og afsluttede i 2012 med speciale og eksamen. I 2015 var jeg på en uges intensivt efteruddannelses kursus i Irland.
 I året 2011 underviste jeg på Vrå Højskole på Billedværkstedet i fagene Akrylmaleri og Maleri til musik. Vrå Højskole er et dejligt sted med højt til loftet, spændende aktiviteter og dejlige kolleger. Fra 2004 til 2008 har jeg samarbejdet med Diget – Højskolen ved Skagen. Jeg var kursusholder og gæstelærer på kurser i bl.a. Intuitivt maleri og Maleri til musik.
Jeg har som billedkunstner modtaget undervisning på Nordjyllands Kunstskole, Aarhus Kunstakademi og Holbæk Kunsthøjskole. Jeg har siden 2003 været med i kunstgruppen Spotzz.
Jeg er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus 1985, og har i længere perioder arbejdet i spændende ansættelser. Mit speciale er Økologisk byggeri og planlægning. En dejlig uddannelse som har stor betydning for min måde at arbejde på i alle sammenhænge. Før jeg startede på arkitektskolen har jeg taget uddannelserne som byggetekniker og teknisk assistent fra Odense Tekniske Skole.
Jeg var i 1978 på Holbæk Kunsthøjskole. Det ændrede mit liv, nu fik jeg endelig sat ord på den længsel jeg havde. På højskolen prøvede jeg at arbejde kreativt i en proces hvor mit inderste jublede. Tilværelsens dybere eksistentielle spørgsmål blev vedkommende.